Galleri

GALLERIET.

Under ”Galleriet  kan man bl. a. finde: Nyt på hjemmesiden, gamle foto fra Odder og omegn, foto fra foreningens aktiviteter, og evt. spændende fotos fra medlemmerne. - Endvidere notitser om sjove episoder / personer fra Odder-egnen i tidens løb, gerne indsendt af medlemmerne.

KLAGE:

Vidste du at:

Den 18. oktober 1857 indsendte guldsmed Høegh i Odder på vegne

af 14 beboere langs Odder å en klage til herredsfogden, lydende:

”Vi Undertegnede af Odder Byes Bebore Tager os den Frihed at forespørge Deres Høivelbaarenhed om det kan være Tilladeligt at Maller Berhmand Senior har Bygget et Loqom Tæt ved den Neder Mølle Aae saaledes at Alt Urenligheden Opsluges af Vandet som de fleste af os er nødsaget til at Bruge til Huusholdnings=Brug og da Vandet er af en mindre God Beskaffenhed vilde vi dog saavidt mulig forebygge at det ikke skulde Blive os Aldeles Bedærvet og vi kunde Befrygte at saafremt dette Loqom bliver Tillat at der flere kunde Efterkomme Berhmands Exempel”.


(Maler Paridon Audinius Behrmann boede på det tidspunkt på matr. 52c = Nygade 1 i dag).

Behandling af vadmel og skind i 1600 og 1700tallet.


I 1600-1700 tallet var de væsentligste materialer til landbefolkningens klæder vadmel og skind.  

Vadmel er et kraftigt, filtet, men porøst materiale af uld, der er vævet i kipperbinding. Det anses for at være det ældste almuestof (nævnt allerede i 1200tallet), brugt til hverdagsbeklædning for landbefolkningen.

I praksis var det hjemmevævet, gråligt klæde fremstillet af kradsuld uden sortering efter farve. Det færdige stof blev bearbejdet med vand, sæbe, varme og bankning, også kaldet valkning eller stampning og til sidst blev klædet opkradset (ruet). 

Efterbehandlingen af vadmelsklædet skete oftest i en stampemølle, med bankning og tilsætning af varmt sæbevand, hvorved det blev filtet og i nogle tilfælde også opkradset, så det fik luv, der så blev skåret jævnt til. Et stykke klæde på 50-80 alen skulle stampes i 24 timer.

Vadmel blev for det meste anvendt til kapper, kåber og frakker eller bukser. Kipper-bindingen gjorde det mere føjeligt end det stiftvævede lærredsklæde.

 

I 1600 og 1700tallet blev processen med konservering og bearbejdning af skind ikke benævnt garvning, men Felberedning (ordet stammer fra Tyskland) og personen der udførte arbejdet var en Felbereder eller Feldbereder.

Formålet med processen var at binde skindets proteinstoffer, så det ikke rådnede, samt at blødgøre det og give det styrke, så det kunne bruges til bl.a. beklædning, remtøj m.m.

Først fjernede man snavs, hår og kødrester ved udblødning i vand og efterbearbejdning, hvorefter den egentlige garvning kunne ske. Der var flere forskellige behandlings-metoder: 

 

- Vegetabilsk garvning (Barkgarvning). Skindene blev anbragt lagvis med findelt bark og træ i gruber, hvor de lå i en længere periode. Denne metode gav lysebrune skind.  

 

- Mineralsk garvning (Alungarvning) med anvendelse af lerjords-silikat og salt i stedet for. Denne metode gav hvidlige og ofte hårde skind.  

 

- Behandling af skindet med kalk og fedt (Semsgarvning) og derefter bearbejdning ved stampning. Denne metode gav bløde og let gullige skind. 

 

Felberedning var efter Christian 5.s Danske Lov af 1683 bestemt til at være et fag, der kun måtte udøves af håndværkere i en købstad. På landet måtte der kun arbejde ”Skindere”, der lavede afflåning af dyrehud og efterbehandling af samme. Derefter skulle skindene sendes til en købstad til videre behandling. 

I loven står der: ”Ingen Haandsværksmand maa bo paa landsbyen, undtagen Grovsmede, Tømmermænd, Bødkere, Teglbrændere, Pottemagere, som giøre sorte Potter, Hjulmænd, Muurmestre og de Skomagere, som sye Bøndersko”.


Det var landbeboerne ikke tilfredse med, så senere blev kredsen af tilladte håndværk udvidet med: Skræddere (der kun syede vadmel, dvs. bøndernes hjemmevævede klæde), Vævere (som kun vævede vadmel, blår- og hampelærred), Skindere, Møllere og Drejere (i træ).


Fattighuset Friboligen


i Nørregade (matr. 93) var oprindelig et hus i bindingsværk med stråtag, bygget i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet.
Det blev nedrevet i 2. halvdel af 1800-tallet og erstattet med dette murstenshus med tegltag. Det blev brugt til at huse fattige, såkaldte "husvilde", der var under fattighjælp. Det blev formentlig nedrevet i 1964 ved bygning af Solgården.

Slægtshistorisk Forening for Odderegnen