Galleri

Slægtshistorisk Forening for Odderegnen

GALLERIET.

Under ”Galleriet kan man bl. a. finde: Nyt på hjemmesiden, månedens foto fra Odder og omegn, foto fra foreningens aktiviteter, og evt. spændende fotos fra medlemmerne. - Endvidere notitser om sjove episoder / personer fra Odder-egnen i tidens løb, gerne indsendt af medlemmerne.

Smedegade - en glemt gade i Odder by.

Vidste du at:

Den 18. oktober 1857 indsendte guldsmed Høegh i Odder på vegne

af 14 beboere langs Odder å en klage til herredsfogden, lydende:

”Vi Undertegnede af Odder Byes Bebore Tager os den Frihed at forespørge Deres Høivelbaarenhed om det kan være Tilladeligt at Maller Berhmand Senior har Bygget et Loqom Tæt ved den Neder Mølle Aae saaledes at Alt Urenligheden Opsluges af Vandet som de fleste af os er nødsaget til at Bruge til Huusholdnings=Brug og da Vandet er af en mindre God Beskaffenhed vilde vi dog saavidt mulig forebygge at det ikke skulde Blive os Aldeles Bedærvet og vi kunde Befrygte at saafremt dette Loqom bliver Tillat at der flere kunde Efterkomme Berhmands Exempel”.

 

(Maler Paridon Audinius Behrmann boede på det tidspunkt på matr. 52c = Nygade 1 i dag).

Behandling af vadmel og skind i 1600 og 1700tallet.

I 1600-1700 tallet var de væsentligste materialer til landbefolkningens klæder vadmel og skind.

Vadmel er et kraftigt, filtet, men porøst materiale af uld, der er vævet i kipperbinding.

Det anses for at være det ældste almuestof (nævnt allerede i 1200tallet), brugt til hverdagsbeklædning for landbefolkningen.

I praksis var det hjemmevævet, gråligt klæde fremstillet af kradsuld uden sortering efter farve. Det færdige stof blev bearbejdet med vand, sæbe, varme og bankning, også kaldet valkning eller stampning og til sidst blev klædet opkradset (ruet).

Efterbehandlingen af vadmelsklædet skete oftest i en stampemølle, med bankning og tilsætning af varmt sæbevand, hvorved det blev filtet og i nogle tilfælde også opkradset, så det fik luv, der så blev skåret jævnt til. Et stykke klæde på 50-80 alen skulle stampes i 24 timer.

Vadmel blev for det meste anvendt til kapper, kåber og frakker eller bukser. Kipper-bindingen gjorde det mere føjeligt end det stiftvævede lærredsklæde.

I 1600 og 1700tallet blev processen med konservering og bearbejdning af skind ikke benævnt garvning, men Felberedning (ordet stammer fra Tyskland) og personen der udførte arbejdet var en Felbereder eller Feldbereder.

Formålet med processen var at binde skindets proteinstoffer, så det ikke rådnede, samt at blødgøre det og give det styrke, så det kunne bruges til bl.a. beklædning, remtøj m.m.

Først fjernede man snavs, hår og kødrester ved udblødning i vand og efterbearbejdning, hvorefter den egentlige garvning kunne ske. Der var flere forskellige behandlings-metoder:

- Vegetabilsk garvning (Barkgarvning). Skindene blev anbragt lagvis med findelt bark og træ i gruber, hvor de lå i en længere periode. Denne metode gav lysebrune skind.

- Mineralsk garvning (Alungarvning) med anvendelse af lerjords-silikat og salt i stedet for. Denne metode gav hvidlige og ofte hårde skind.

- Behandling af skindet med kalk og fedt (Semsgarvning) og derefter bearbejdning ved stampning. Denne metode gav bløde og let gullige skind.

Felberedning var efter Christian 5.s Danske Lov af 1683 bestemt til at være et fag, der kun måtte udøves af håndværkere i en købstad. På landet måtte der kun arbejde ”Skindere”, der lavede afflåning af dyrehud og efterbehandling af samme. Derefter skulle skindene sendes til en købstad til videre behandling.

I loven står der: ”Ingen Haandsværksmand maa bo paa landsbyen, undtagen Grovsmede, Tømmermænd, Bødkere, Teglbrændere, Pottemagere, som giøre sorte Potter, Hjulmænd, Muurmestre og de Skomagere, som sye Bøndersko”.

Det var landbeboerne ikke tilfredse med, så senere blev kredsen af tilladte håndværk udvidet med: Skræddere (der kun syede vadmel, dvs. bøndernes hjemmevævede klæde), Vævere (som kun vævede vadmel, blår- og hampelærred), Skindere, Møllere og Drejere (i træ).

 

Smedegade – En glemt gade i Odder.

 

Smedene i smedegade.

Mange tror at Smedegade i 1886 blev navngivet efter smedjer fra meget gl. tid, men det er ikke rigtigt. De meget gl. smedjer lå i Nørregade og Østergade. Først i 1870 byggede grovsmed Ole Andersen og kleinsmed Erik Gustav Petersen huse og smedjer i den pågældende gade. Og det er de smedjer, der har skabt navnet.

Smeden Ole Jacob Andersen, 32 år gl. tilflyttede den 17 december 1868 Odder by fra Årslev. Ole var født 1 marts 1836 og var søn af smeden Anders Hansen af Fillerup. Hvor Ole startede op vides ikke, men det var muligvis i Søren Mikkelsens gamle smedje på Nørregade. Og 6 oktober 1869 købte Ole et jordlod (Matr. 73c, Hk.½ Alb) ned mod Smedegade for 300 Rdl af købmand Corfix Sørensen, udskilt fra hans bagergård på matriklen 73b.

Den 30 marts 1870 tegnede Ole Andersen brandforsikring på ”Stuehus og Smedie” til en forsikringssum på 1.000 Rd. Det var et nybygget hus, der lå i den sydlige side af Smedegades nederste ende (skøde 12 sept. 1870) og således indrettet:

”Ole Andersen Smed Eiendomshus:

Et Huus i Syd og Nord Langt 22 Al dyb 13 Al høi 4¼ (13,8 x 8,1= 112 m²), 9 Fag muret af 1 Stens mur, Ege overtømmer med Tegeltag, Indretet fra Nord Saaledes 2 Fag til Stue og Sovkammer, 2 Fag Stue og Kjøken og Spiskammer, 1½ Fag til Port, 3½ til Smed verksted, i Huset fandtes 13 Fag Vinduer, en Port, 2 Døre udvendig, invendig 5, med Gibsdæk og Brædegulv i 4 Fag, 2 Skorstene af Brendte Sten”.

Den 3 september 1881 omtegnede Ole Andersen brandforsikringen i forbindelse med bygning af et halvtag ned mod åen. Taksationen lød da således:

”Odder By Odder Sogn - Smed Ole Andersens Ejendomshus Matr. 73c.

a. Stuehus i Syd og Nord 22 alen lang 13 alen dyb 4 alen høj, indelt i 9 fag, opført af Grund-muret med Tejltag og indrettet til Bolig og Verksted med brædeloft over hele huset, 6 fag er indrettet til Bolig med 2 Stuer, Sovkammer, Kjøkken, Børnekam, Spiskam og gang med brædegulv i alle Værelserne, i Huset er 2 Skorstene. Overalt fornødne Døre Vinduer.

Bygningen er opført i 1870 og blev som Nybygning uden Fundamenter vurderet således:

6 fag i Nord til 300 kr faget er - 1800

3 do til Værksted til 166 er - - 498, tilsammen 2298 Kr.

Da Huset må anses for at være ligeså godt som Nyt blev det til Brandforsikring anset til det beløb.

b. Et Halvtag i Nord indretet til Vaskehus, Vognport opført af Grundmure og Bindingsv. med bræde beklædning og Tejltag. Vurderet til Brandforsikring til 450 kr.

Ltr a er tidligere forsikret under No. 433. Huset ligger ? alen fra nærmeste Nabo Klejnsmed E Pedersens Hus i ”Bindingsverk Tejltag”.

Ole Andersen døde 26 august 1910 i Odder, 74 år gl. Hvor længe hans smedje der efter var i brug vides ikke, men i hvert fald langt op i 1900-tallet.

 

Kleinsmed ”Erik Gustaff Petterson (af svensk afstamning) med kone og 4 børn” tilflyttede den 8 maj 1865 Odder by fra Thorsager. Den 12 november 1866 døde konen, og 6 oktober 1868 giftede enkemand, klejnsmed Erik Gustav Petersen, 38 år, sig med en pige fra Odder, Ane Kirstine Pedersen, 27 år. Hvor han boede og arbejdede vides ikke med sikkerhed, men han har formentlig lejet hus og smedje i Rosensgade matr. 50c.

Den 19 februar 1870 købte Erik Gustav Petersen for 155 Rdl et stykke jord (Matr. 73d, Hk.¼ Alb) ned mod Smedegade og Ole Andersens grund af købmand Corfix Sørensen, udskilt fra købmandens bagergård på matriklen 73b.

Og 13 maj 1870 tegnede han brandforsikring på ”Stuehus og Smedie” på en sum af 550 Rd. Huset lå i Smedegades sydside i den nederste ende af gårdspladsen til Rosensgade nr. 34 (skøde læst 12 sept. 1870). Af taksationen 11 maj fremgik:

”Smed E Pedersens Eiendomshus:

Et hus i Øst og Vest 6 fag, langt 15, dybt 12, høi 3½ alen (9,4 x 7,5= 70 m²), huset er af Egebindensverk og Fyr overtræ, huset er muret med brent sten og tegltag og loft over hele huset, de 4 fag er indrettet til beboelse med Bræde gulv og Gips dæk i 2½ fag, i dagligstue og Sovkam-mer og et kammer, som takseres til en verdi 95 rd pr fag er 380, to fag til verksted og Svendkam-mer til en verdi af 85 rd pr fag er - - 170, i alt 550 rd. - Ildstederne er forsvarlig indrettet mod Ildsfare”.

I 2. kvartal 1887 blev brandforsikringen omtegnet, da der var tilbygget et udhus i ”Grundmur og Tegltag” og huset blev da værdisat til 1858 kr og udhuset til 100 kr.

Men konkurrencen i Odder by mellem smedene var åbenbart hård og sidst i 1880erne forlod Erik Petersen Odder by. Den 25 januar 1890 mageskiftede han med husmand Niels Kristian Kristensen fra Fensholt i Torrild sogn, så denne overtog ejendommen Matr. 73d af Odder By”.

Til gengæld fik Erik Petersen ejendommen Matr. 10c af Fensholt Bys Mark, Torrild Sogn, og ved Ft.1890 var han da opført som "Smed og Husmand Erik Gustav Pedersen i Fensholt, Torrild sogn".

Skødet blev tinglæst 3 februar 1890, men allerede 3 maj 1890 blev Matr. 73d mageskiftet videre til en murer Rasmus Nielsen og samtidig blev smedjen formentlig nedlagt. (i forsikringspolicen står der ”ad 1/4 1900 Ingen Smedje”), og selve huset blev nedbrudt 15 maj 1905).

I dag eksisterer kun den vestlige del af den gl. Smedegade under navnet Aaparkeringen, sammen med den her anlagte parkeringsplads, der hvor de 2 smedjer lå før hen.

VINDMØLLERNE I TORRILD

I rækken af fortællinger om møller på Odderegnen, er turen nu kommet til de to vindmøller i Torrild. - Men først lige lidt generelt om vindmøller:

STUBMØLLEN – den ældste vindmølletype i Danmark

En stubmølle er en vindmølle af træ på en fod, så hele møllen kan drejes efter vindretningen. Stubben, som har givet denne type vindmølle navn, er et lodret stående stykke egetømmer, der bæres og støttes af møllefodens skråstivere. Stubmøllerne er bygget til at male korn på kværne.

Som på alle vindmøller overføres vindenergien fra møllevingerne via aksler og tandhjul. De fleste stubmøller er forsynet med kludesejl, som skal rigges omtrent på samme måde som et sejlskib. Derfor må mølleren eller hans svende ved ændringer i vindstyrken klatre op på vingerne for at ændre på svikningen, dvs. måden, hvorpå sejlene tilpasses vindretningen. Fagudtrykket er, at møllen svikkes manuelt.

Etagerne i vindmøllen betegnes som lofter. Stubmøllerne havde oprindeligt to lofter; det underste broloftet, og kværnloftet. Broen er den tømmerkonstruktion, der bærer kværnene på loftet oven over. Senere blev møllerne bygget i flere etager, f.eks. med et særskilt loft til hejseværket, lorrisloftet.

Oprindelig kunne stubmøllerne kun drive en enkelt kværn, men efter ombygning fik nogle af dem flere kværne.

Adgangen til stubmøllen sker via svansen, som er et langt stykke tømmer, der stikker ud fra møllekroppen. Denne hale har to funktioner: Den er trappe og bruges, når møllen skal krøjes (drejes). Det er lettest at krøje den fra en vogn, som er fastgjort til møllen. Vognen strammes op mod spilbommen, som er krøjevognens lodret stående pæl.

HOLLANDSK VINDMØLLE

En hollandsk vindmølle er en vindmølletype, som er karakteriseret ved, at kun hatten er bevægelig (i modsætning til forgængeren, stubmøllen, hvor hele møllen drejede om en stub). Den blev oprindelig primært benyttet til at male korn eller som pumpemølle (mølle, der bl.a. anvendes til at afvande områder, der er truet af oversvømmelse). Efterhånden blev den udviklet bl.a. til at forarbejde materialer, save træ, producere papir og presse olie af kerner. I slutningen af det 19. århund-rede blev en del møller af denne type udstyret med en motor og kunne derfor anvendes til en bred vifte af energiproduktion.

Mølleværket er installeret i en bygning, hvor skelettet ofte er en trækonstruktion, der kaldes møllekroppen. Denne er i de fleste hollandske møller ottekantet, men der findes også i mindre omfang sekskantede møllekroppe.

De hollandske møller findes i to grundtyper: Jordstående med kælenavnet ”Jord-hollænder” og grundmurede med en undermølle i sten og galleri med kælenavnet ”Gallerihollænder”. Galleriet betegnes også som ”en omgang”, idet det er en slags træterrasse hele vejen rundt om møllekroppen., hvor mølleren kan gå rundt og sætte sejl på vingerne og manuelt krøje møllen. Begge typer kan bygges højere end stubmøllen, men især de eksemplarer, der er forsynet med undermølle, har generelt en større produktionskapacitet end de ældre møller. Nogle hollandske møller er helmurede. De kaldes også tårnmøller eller ”Tårnhollændere”.

Det underste loft kaldes broloftet. Herefter føler kværnloft, lorrisloft med hejseværk og hatloft.

Omkring 1895 kulminerede de danske vindmøller i antal med mindst 2800 funge-rende møller, hvoraf langt de fleste var af den hollandske type. Herefter havde møllerne tilbagegang, bortset fra perioderne med de to verdenskrige. En af årsagerne til tilbagegangen var gårdmøllernes fremvækst og de industrielle møller, som var vanskeligt at konkurrere med.

Herefter vil jeg begynde med et lille udpluk fra en beretning om en tænkt vandring fra Krogstrup til Torrild, bragt i Odder Avis september 1933. Vi skal forestille os en mand, der sammen med en yngre følgesvend vender hjem til sin barndomsby efter at have været væk i 50 år:

”Ja, men saa skal du se Torrild, den begynder med en Mølle og ender med en Mølle. De gik forbi de to Tornebuske, der kendetegner Vejen fra Krogstrup til Torrild, men Møllen saa de ikke. –

Aah, hvor er den henne, den dejlige Mølle, hvorfra man en Vinteraften, naar endelig Vinden efter en lang Vindstille havde meldt sig, kunde høre Møllersvendens muntre Sang og travle Trin, naar han haster fra Påfyldningskassen ned for at skifte den fulde Sæk, medens udenfor Stjernerne funkler, og Nymaanen tændes, og hvorfra man kunde se langt, langt ud mod Vest, ud over et kuperet og interessant Landskab med Skanderborg i Baggrunden og endog et glimt af Skanderborg Sø.

Ak, men Møllen er sunken i Gruset Benbolt,

Og Møllerens Datter er død,

Saa de lystige Svende, de synger ej mer,

End saa højt ifra dem Sangen lød.”

Vandringen fortsætter gennem Torrild – forbi de gamle gårde og huse, den nye brede landevej, kirken og kirkegården, hvor han træffer sine mange bekendte (navnene står på gravstenene). - ” Kun 50 Aar, og alle er borte.”

 

…..Og endelig vor gamle Ven, Møllen.

Ja, der staar den som et Bevis på Sejghed, et Bevis på Udholdenhed for den Mand, der holder den saa smukt i Orden som en Pryd for Byen; men Steffen er vel ikke Møllersvend længere, saa det nytter vel ikke at gaa derop for at faa en Passiar med ham?

Byen gror snart udenom Møllen, men den hævder dog alligevel sin Plads i dens Mægtighed og Stolthed.”

Den første mølle, vores vandringsmand omtalte, havde flere navne:

Torrild Overmølle, Overholm Mølle, Søndre Mølle.

Den var beliggende på matr.nr. 14a Torrild by og sogn, ”Vestre Hjortegaard” (nu Vandværksvej 21). - Gården har været fæstegård under Rathlousdal.

Fæstere/ejere:

1839 Ole Mortensen

1874 arvefæsteskøde til Ole Mortensen (en fæsteform, hvor retten kan overføres til arvinger)

1880 arvefæsteskøde til Peder Røjgaard Sørensen

1917 skifteudskrift som adkomst for Ane Margrethe Sørensen

1917 arveudlægsskøde til Aksel Sørensen Røjgaard

Møllen var en hollandsk vindmølle med en sokkel af kampesten, bræddebeklæd-ning og paptag.

Hansine Røjgaard, enke efter Aksel Røjgaard, har i et interview fortalt, at møllen blev bygget af hendes svigerfar, Peder Røjgaard, - formentlig i 1880’erne - og at der foruden foder til landmændenes dyr bl.a. blev malet hvedemel og sigtemel til jul (en blanding af rug- og hvedemel).

Under 1. verdenskrig malede man korn for staten.

Hansine fortæller, at man satte møllevingerne i ”saks” – som et kors – ved dødsfald i sognet.

Ifølge Hansine øvede naboens søn en dag, hvor Hansine og Aksel ikke var hjem-me, hærværk på møllen. Hatten var revet ned og slået i stykker.

Møllen blev helt nedrevet i 1929.

Den anden mølle havde ligeledes flere navne:

Torrild Nedermølle, Nederholm Mølle, Nordre Mølle

Der er tale om en ottekantet hollandsk mølle med galleri og kampestens-underdel. Resten af møllen var tækket med spån. Hatten var løgformet. I 1868 havde den rørtag. Vingerne blev drevet af sejl. Der var 3 kværne og 1 valseværk. Møllen havde manuel krøjning.

Møllen blev opført i 1867 af James Barrett på matr.nr. 5p Torrild by og sogn,

James Barrett var søn af William Barrett, som var indvandret til Helsingør fra England. Han blev født i 1835 i Bredgade i København. Efter konfirmationen i 1849 kom han i møllerlære på Juellinge Mølle på Stevns.

I 1855 forlader han Stevns og rejser helt over til det mørke Jylland. Det var en rejse, som på den tid nemt kunne tage et par dage. Han havde fået ansættelse som landvæsenselev på Kalbygård i Låsby. Derefter var det hans plan at tage arbejde på Rodskov Mølle, men planerne blev ændret, da han mødte Karen Nielsdatter fra Mårslet. De blev gift, og han fik i 1856 arbejde på Mårslet Mølle. Senere blev han forpagter af Holme Mølle, Silistria Vandmølle i Marselisborgskovene og Pedholt Mølle, som han senere købte.

I 1867 påbegyndtes opførelsen af en mølle i Torrild på matr.nr. 5p (bag ved huset på nuværende Bygaden 36 i skellet op til ”Fangstrupgaard”, Skellergårdsvej 6). Møllen var angiveligt en nedrevet mølle fra Hylke. James Barrett har formentlig været medvirkende ved byggeriet, mens han stadig ejede Pedholt Mølle.

18.10.1869 blev der udstedt skøde på møllen fra Morten Olesen (senere Yding) til James Barrett og Christian Sørensen.

James Barrett var kun i Torrild kort tid. I 1869 flyttede han til Skåde, hvor han byggede Skåde Mølle. Efter Skåde blev han møller i Over Hadsten og til sidst i Engelsborg ved Viborg.

Ejerforhold:

1866 Morten Olesen (Yding)

1869 James Barrett

1869 Christian Sørensen

1871 Peder Jacobsen

1876 Knud Willumsen – efterfulgt af enken Kirsten Sørensen

1882 Carl Secher

1885 Jacob Jensen

1899 Søren Rasmussen

1905 Peder Jensen

1935 Christian Møller Jensen

Inden Peder Jensen overtog møllen som ejer, havde han været forpagter af den. Her er et uddrag af forpagtningskontrakten:

”Mølleejer Søren Rasmussen forpagter til møllersvend Peder Jensen pr. 1/5 1898………….

1) hollandsk vindmølle med stående og løbende redskaber og andre til mølleriet tilhørende indretninger og inventariedele

2) de til møllen hørende jorder, således som de er påviste, i hvilken henseende bemærkes, at forpagteren er bekendt med, at 2 parceller er bortsolgte”.

I de første år af Peder Jensens tid har der været en hel del at bestille, idet han både havde en svend og en møllekusk. Men så begyndte det at knibe. I kølvandet på elektrificeringen fulgte installationen af eldrevne kværne på gårdene, og det hjalp ikke, at Dansk Møllerforening med udregninger prøvede at overbevise gårdmæn-dene om, at det ikke kunne betale sig for dem selv at formale kornet til foder.

Peder Jensen erkendte nederlaget og kombinerede møllegerningen med en vogn-mandsforretning, som sønnen så drev videre. Man mener, at møllen holdt op med at fungere i løbet af 1930’erne.

Hvis ikke 2. verdenskrig havde bragt så megen ravage og ulykke over vort land, ville man måske den dag i dag have kunnet se møllen stå som et smukt minde fra en svunden tid – for flot var denne mølle! Men nu kom krigen med mangel på brændsel og benzin m.m. Den stakkels vognmand måtte ty til at bruge tømmeret i møllen ikke alene til opvarmning i hjemmet, men også som drivkraft til sin lastbil, som måtte køre ved hjælp af en gasgenerator. (Dette berettet af lokale beboere).

En sidste vurdering blev foretaget i 1956, og formentlig kort tid efter er de sidste rester af møllen forsvundet.

(Kilde: Wikipedia og artikel i Østjysk Hjemstavn af Lars Rasmussen: James Barrett og hans møller)